Netværkets medlemmer får om ønskeligt også mulighed for at indgå i en specifik mentorrolle, hvor de stiller sig til rådighed for KoldingQs spillere og evt. forældre i relation til personlige eller fagspecifikke temaer eller dilemmaer. Der er tale unge piger/kvinder, som alle har vinderinstinkt og ambitioner. Inkl. transport, træning og kampe bruger de op til 20 timer om ugen på fodbold – landsholdsspillere i perioder endnu mere. De ønsker at gå hele vejen - det er i sandhed ”Kvinder der vinder”.

Mentorer er kvinder i netværket med livserfaring, der ønsker at dele ud af denne sammen med deres fagspecifikke kompetence for at støtte et ungt menneske, som er godt på vej i livet – på vej mod sin drøm. Men på drømmens vej kan der opstå udfordringer. Udfordringer der kommer bl.a. fordi, man stiller store krav til sig selv.